første post på dagsordenen ~

[udseende]

Du ved godt at horisonten hele tiden flytter sig, ikke? For hvert skridt du nærmer dig, trækker den sig længere tilbage. I stedet for at være så fokuseret på endemålet, burde du tilstå processen større opmærksomhed. Når alt kommer til alt - er det processen der skal lede os derhen, hvor endemålet vokser frem af horisonten, som Visdommens Træ i Edens Have. Måske er vores skæbne at skulle plukke netop de frugter, men først skal vi skabes af ler og livsånde. Det første skridt er nødvendigt, for at vi overhovedet kan tage det næste.

- Aria

Comments

[kontraalt]

Fascinerende. Fortæl noget mere, kom.

[udseende]

Mine forældres landsted ligger ved vandet. Jeg har betragtet horisonten ofte nok til at vide... at det bare er en tynd, tom linje. Hvor himmel møder jord.

[kontraalt]

Jeg kunne egentlig bedre lide, da du talte om proces.

[udseende]

Objektivt set, er der ingen andre steder hvor vi kan møde hinanden som ligeværdige.

[kontraalt]

Som ligeværdige. [LOL.] Du er så fuld af komplicerede tanker, Aria. Pas på processen ikke drukner i dem.

[udseende]

Hvis jeg går for vidt, lever jeg heldigvis i en verden der nok skal sætte mig på plads.

[kontraalt]

Gudsketak og lov eller hvad man nu siger. Er det derfor, du ikke turde gå i seng med mig?

[udseende]

Det var ikke et spørgsmål om mod. Det er det stadig ikke.

[kontraalt]

Fint, skift ordet ud med noget der passer. Hvorfor?

[udseende]

Hensynstagen. Respekt. [Et øjebliks tavs overvejelse.] Anerkendelse af min alder og min status.

[kontraalt]

Av. Hvad var det nu, du kaldte det - ligeværdige?

[udseende]

Du misunder mig ikke, gør du? Jeg ved at jeg ikke misunder dig.

1/2

[kontraalt]

Jo. Jo, jeg misunder dig faktisk lidt.

[kontraalt]

Tænk at vågne op med dig under dynen hver dag - det kunne jeg godt.

[udseende]

... [Sekunderne løber fra hende, som sand mellem fingrene. Hendes kinder føles varme. Røde.] Jeg har ikke tænkt mig at lyve for dig.

[kontraalt]

Det kan du heller ikke, skat. [Bare et smil. En skuldertrækning.] Gør det dig utilpas? Al den ærlighed.

[udseende]

Nej.

[kontraalt]

Så det er bare mig.

[udseende]

Du gør mig ikke utilpas. [Ordene falder nærmest over hinanden. Hun stopper op for at trække vejret.] Fascination er noget andet. Mere lig forvirring.

[kontraalt]

Forvirring?

[udseende]

[I lang tid, svarer hun ikke.]

Ja. Du forvirrer mig - med den her... tiltrækningskraft, når jeg står på grænsen til et liv, hvor den eneste respons der er mig tilladt, er at jeg tager afstand.

[kontraalt]

Du får mig til at lyde som en superhelt. Eller en superskurk, måske.

[Et suk, ikke specielt dybt eller dybfølt.]

Hør nu her, Aria. Du har kun et liv, ikke? Hvad er det egentlig, du gør med det?

[udseende]

Finder vej.

[kontraalt]

Hver sin lyst.

[udseende]

Hvad ser du, når du kigger på mig, Kay?

[kontraalt]

[Det tager lang tid at finde et svar denne gang. Atypisk. Irriterende.]

En lille, fin kvinde med virkelig gode... [Åh, fuck det. Pause, pause, pause...] Nej, shit. Det ved jeg ikke. Hvorfor betyder det noget?

[udseende]

Fordi jeg ikke nødvendigvis tror, at vi er så forskellige endda.

[kontraalt]

[(Endnu) en lang pause.]

Smukt. [Et meget tyndt smil.] Hernede på bunden flyder det hele sammen, skat. For alle. Det finder du hurtigt ud af.

[udseende]

Kun hvis du har tænkt dig at vise mig det.